Vi skal være forældre!

Vi skal være forældre!

Mathias og jeg skal være forældre til sommer!
Vi venter en lille dreng i slutningen af maj, hvilket betyder, at jeg er 25 uger henne lige nu. Det føltes så vildt, så dejligt og så uvirkeligt, selvom jeg i skrivende stund kan mærke ham sparke.

Graviditeten har indtil videre været god og jeg nyder det, selvom jeg selvfølgelig også har tidspunkter, hvor jeg synes det er hårdt. I første trimester var jeg TRÆT, havde lidt kvalme (især hvis jeg ikke fik spist regelmæssigt) og følte generelt, at jeg konstant havde en smule influenza. Dog ved jeg, at mange har det meget værre end jeg havde det, og derfor er jeg egentlig taknemmelig for hvor relativt forskånet jeg var. For mig fyldte den psykiske del af graviditeten meget mere – jeg var utrolig bange for at miste, og et par gange troede vi faktisk også at jeg gjorde det. Det var hårdt. Det var nok også medvirkende til, at vi faktisk ikke fortalte nogen om graviditeten før jeg var 16 uger henne. Fordi vi simpelthen ikke havde lyst til at skulle fortælle, hvis noget gik galt (jeg er dog ikke sikker på at jeg anbefaler vores approach, for det gjorde jo, at vi sad meget alene med det). For mig hjalp det i stedet at skrive dagbog, og måske jeg burde skrive et par indlæg med udklip derfra… – for at hjælpe andre, som sidder i samme situation. For jeg følte mig godt nok alene.

I starten af januar var vi til gennemscanning (jeg nægter konsekvent at kalde det misdannelsesscanning, da jeg synes det er et virkelig tarveligt begreb), og efter den er jeg begyndt at ægte tro på, at der faktisk kommer en baby ud af det her. Scanningen gik godt og baby ser rask ud, men han havde dog sammenfoldet sig så meget, at jordemoderen ikke kunne scanne hans hjerte og mave ordenligt – derfor blev vi indkaldt igen ugen efter, hvor han heldigvis havde vendt sig, så det blev muligt at undersøge ham færdigt.

Jeg begyndte at mærke ham sparke på min fødselsdag d. 8. januar, hvilket var en hyggelig fødselsdagsgave fra baby. Siden da er det kun taget til, og det hjælper mig meget til at huske, at han jo sandsynligvis har det godt derinde. Samtidig har det betydet rigtig meget for mig at nå uge 24+0, da baby dermed er så stor, at lægerne ville kunne forsøge at redde hans liv HVIS nu jeg skulle gå i fødsel (sådan har jeg i hvert fald forstået det, og jeg har egentlig ikke behov for at høre, hvis det ikke er rigtigt…). Den næste milepæl for mig er 28 uger og dermed tredje trimester. Det bliver altså dejligt!
Jeg er stadig forskånet for de værste graviditetsgener, men kan dog godt mærke, at min krop ommøblerer for at gøre plads til baby. Ved siden af studie arbejder jeg i en kaffebar, og det er altså lidt hardcore at skulle hente minimælk, som står i gulvhøjde i køleskabet – generelt bliver jeg øm i lænd og ben, hvis jeg får overanstrengt mig. Så derfor prøver jeg at tænke på, hvordan jeg bevæger mig, så jeg skåner min lænd og bækken mest muligt.

Nå, måske jeg burde vende tilbage til mit semesterprojekt, som skal afleveres om et par uger. Eller måske jeg skulle vaske noget tøj? Overspringshandlinger er der nok af, lol.

❤

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi skal være forældre!